Middelalderfestival blev en succes

”Hvor er her mange ting” og ”Alt er så gennemført til mindste detalje” var nogle af de kommentarer, man kunne høre blandt gæsterne, når man gik rundt på Ringsted Middelalderfestival i løbet af lørdagen.

Der var stor begejstring at spore blandt de mange gæster på Middelalderfestivalen lørdag. Og det store arbejde, der ligger bag, blev også bemærket af ’de høje herrer’ fra Projekt Normus, et EU projekt, som Museum Vestsjælland er en del af. De har set mange middelalderfestivaler rundt omkring i Europa, men var ikke sene til at rose Ringsted Middelalderfestival 2018 som det bedste, de har set.

Mange gæster
Da festivalen har fri entré, er det ikke muligt at komme med et nøjagtigt tal på, hvor mange gæster der kigger forbi. Men både Eskil Vagn Olsen, Anette Månsson og Katrine Brandstrup fra Museum Vestsjælland turde godt lægge hovedet på blokken – eller i gabestokken – på, at lørdagen slog sidste års publikumstal.

Fredag aften kunne madboderne mærke, at presset var rykket en time i forhold til sidste år, hvilket formentlig skyldtes at folk ventede lidt med at gå ud pga. regnen. Men da regnen forsvandt, dukkede gæsterne op.

Et godt tiltag
At samle alle madboderne på Food Court, har vist sig at være en rigtig god idé. Det er populært blandt gæsterne, der bedre kan overskue mulighederne.

Det store antal besøgende var dog ved at lægge boderne lørdag, hvor flere af dem næsten kunne melde om udsolgt allerede først på eftermiddagen. Der blev hurtigt skaffet mere kød til grillen, og derfor var der stadig god mulighed for at få sig en god bid mad lørdag aften.

Ikke bare skuespil
Fra museets side er der lagt mange personaleressourcer i at finde de dybe historiske kilder. Der er lagt benhårdt arbejde i at få skuespillet til, ikke bare at være skuespil, men rekonstruktion fra kilderne.

”Vi har arbejdet meget mere med historien og skuespillet i år. Rigsretsscenen, der blev opført kl. 12 i Sct. Bendts Kirke, det er en rekonstruktion af det, der står i kilderne” fortalte Katrine Brandstrup og fortsatte:

”Rumelant, der går rundt og synger for dronningen, synger de rigtige sange. Det er sange, vi har fundet frem fra kilderne med noder til”.

Et slaraffenland for børn – og voksne
Mens børnene støber smykker i tin, skærer ting i træ, skyder med bue og pil, maler mel og bager brød, kan de voksne smage god mjød i alverdens forskellige smagsvarianter. Der er et væld af aktiviteter.

Og så har Museum Vestsjælland fået produceret en flot malebog. Børnene kan male alle de historiske personer, de har mødt og hørt om på Middelalderfestivalen, og det giver god anledning til efterfølgende at få vendt alle oplevelserne og til at genopfriske historien.

Malebogen koster 30 kroner og kan købes i Museum Vestsjællands informationstelt på pladsen.