Ice for Kids – og andre barnlige sjæle

Selvom det hedder Ice for Kids, så er det i virkeligheden god underholdning for både børn og voksne.

Igen i år havde Ringsted City inviteret Søren Cip og 375 kilo isblokke, under fællesbetegnelsen ”Ice for Kids”, til en dag med masser af isskulpturer.

På Lilletorv i Sct. Hansgade, var rammerne for arrangementet perfekte, og de forårslignende temperaturer trak masser af deltagere til.

Ice for Kids er ikke kun for børn. Det beviste adskillige voksne, der kastede sig over isblokkene og for en stund, var tabt for omverdenen – kun fokuseret på at omdanne is til kunst.

Der blev hakket i blokkene, så isen bogstavelig talt sprøjtede om ørerne på ’kunstnerne’. Det måtte især en af de lidt ældre og mere gråhårede ’børn’ sande, for der ikke gik lang tid, før hans brilleglas var fulde af vanddråber fra smeltet is.

Det er ikke helt nemt at arbejde med is. Det kunne 12-årige Victor konstatere, da han måtte gennem flere stykker flækket is, før det lykkedes ham at lave det hjerte, han havde planlagt.

”Det er ikke spor koldt for fingrene, for man har jo handsker på”, fortalte Victor, mens han arbejdede med sin isblok. Trods lidt startvanskeligheder med den flækkede is, lykkedes det Victor at få lavet et flot hjerte.

Man måtte gerne tage sin isskulptur med hjem, men hvis ikke man ønskede det, blev den stillet op sammen med de øvrige skulpturer, så de kunne beundres i løbet af dagen.